-
Rocker idømmes tre års fængsel for besiddelse af pistol
Source: BDK Borsnyt / 14 Jan 2025 04:15:33 America/Chicago
En 39-årig rocker idømmes fængselsstraf for at have været i besiddelse af et skydevåben i nogle dage sidste år. Straffen lyder på tre år og tre måneders fængsel. Dommen blev afsagt i Københavns Byret tirsdag formiddag, hvor den blev ført som en tilståelsessag. Den dømte - Danni Meisler - er medlem af Hells Angels. Han forklarede i retten, at han havde købt pistolen omkring årsskiftet mellem 2023 og 2024 med henblik på at sælge den videre. Derudover forklarede han, at han kun havde pistolen på en adresse. Af retsmødebegæringen fremgik det ellers, at han havde haft pistolen siden slutningen af august 2023 og indtil 5. januar 2024. Her lød det også, at han havde været i besiddelse af våbnet i offentligheden. Sigtelsen blev berigtiget under retsmødet. I strafudmålingen lagde retten vægt på, at han tidligere er straffet for lignende kriminalitet. Som 22-årig blev han idømt 14 års fængsel for et skuddrab på en 29-årig mand på Voldens Bodega i Brønshøj. Desuden fik han i 2011 seks måneders fængsel for at være i besiddelse af et skydevåben. Anklager Laura Birch mente af samme årsag, at straffen ikke burde være under tre år og seks måneder. - Det er min opfattelse, at situationen er særligt skærpende, fordi der er tale om et tredjegangstilfælde, sagde hun i retten. Forsvarer Peter Secher mente derimod, at straffen burde ligge mellem to år og otte måneder og tre år. Danni Meisler ankede dommen med det samme. Han var oprindeligt også tiltalt for at overtræde den såkaldte bandeparagraf i straffeloven. Med bandeparagraffen kan straffen forhøjes til det dobbelte for en række forbrydelser, hvis de har baggrund i en konflikt mellem grupper eller personer. Anklagemyndigheden opgav kravet om dobbeltstraf efter en afgørelse i Højesteret i december sidste år. Her gav Højesteret forsvarer Peter Secher medhold i at få adgang til de oplysninger, der lå til grund for politiets vurdering om overtrædelse af bandeparagraffen. Det ønskede anklagemyndigheden ikke. Sagen blev i stedet ført som en tilståelsessag, og påstanden om dobbeltstraf frafaldt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/rocker-idoemmes-tre-aars-faengsel-for-besiddelse-af-pistol